fredag den 1. maj 2009

1. maj tale – Bratskov 2009

Tak for at måtte være taler her ved LO’s 30 års jubilæums møde i dag.
Det er et dejligt sted vi er, solen skinner og træerne springer ud, alt er grønt. Ja et sted der giver optimisme og livslyst, og det har vi virkelig brug for!

1. maj har altid været en markering af arbejderklassens idealer, mål og midler samt indbyrdes solidaritet såvel nationalt som internationalt.

Vi har stået her så mange gange før.
I medgang og modgang.
I gode tider og når krisen bider os i haserne.
Så sent som sidste år var det en optimistisk 1.maj vi fejrede.
Vi havde vel nærmest glemt, at der var noget der hedder kriser.
Arbejdsløsheden var nærmest ikke eksisterende.
Vi har været så store i slaget, at vi følte et særligt behov for også at markere os i den store verden.
Blande os militært i internationale konflikter vi dybest set ikke forstår.
Vi ville spille på udebanen med de store, mens hjemmebanen aldrig har været mere indskrænket end i disse år, hvor Pia Kjærsgård har haft stort set eneret på indenrigspolitikken.

Det var før finanskrisen.

Det var før grådighedens nålestribede grå slipsemænd fik tømt liberalismens store tagselv bord, og efterlod hele verdensøkonomien i frit fald.

Det er nødvendigt at erkende, at det er hele vor vestlige verdens livsform, der står foran nødvendige forandringer. Alle vore kriser bunder i menneskets egoisme og personlige grådighed i en eller anden afskygning.

Det er den blinde tro på uhæmmet vækst.
Det er troen på et ubegrænset energiforbrug til alle uden konsekvenser for miljøet.
Det er troen på, at det er i orden at handelsbarrierer og toldmure, kombineret med stats- og EU støtteordninger, kan favoriserer vores egen verdensdel på bekostning af den tredje verden.
Den uhæmmede liberalisme og blinde tilbedelse af de frie markedskræfter undergraver det samfund vi ønsker os.

Krisen kalder på nye løsninger.

Det er idealer som solidaritet – at værne om hinanden. Ægte bekymring for de kommende generationer - også internationalt.

Derfor siger SF:
Fravælg konservatismen. Fravælg liberalismen og fravælg populismen, som via Pia Kjærsgård fanger mange af lønmodtagerne.

Den nye statsminister Lars Løkke Rasmussen vil nok ikke indbyde til folketingsvalg før han er tvunget til det, men regions- og kommunevalget kommer der her til november.

Her kan I være med til at præge fremtiden i vor kommune.

Selv om vores nuværende borgmester næsten dagligt beskriver hvor dejlig en kommune vi har. Så kan det jo ikke løse de økonomiske problemer vi står over for. Jeg må sige, det er desværre gået meget værre med kommunalreformen end vi frygtede. Det har jo vist sig, at det ikke er blevet bedre at lægge 4 økonomisk svage kommuner sammen – tvært imod.

Store økonomiske problemer fra den første dag af den nye Jammerbugt kommune har betydet, voldsomme nedskæringer på alle kerneområder. Det er vore skoler, børnepasning og ældre der må betale for de stigende udgifter kommunen har fået i kraft at de mange nye opgaver vi fik med kommunalreformen. Og som vi langt fra har fået penge nok med til at løse.

Det er et paradoks, at vi har en såkaldt liberal-borgerlig regering. Der taler meget om at give frihed. Når vi samtidig ved, at aldrig har kommunerne været styret strammere end det sket under denne regering.

Vi fik ikke en udligningsreform, der gav os det økonomiske løft der kunne forbedre vores serviceniveau. Vi fik ikke de økonomiske midler der skulle til for at vi forsvarligt kan løse de opgaver vi har overtaget fra amterne. Og vi har i dag et skattestop, der gør, at vi i kommunerne ikke selv må bestemme hvad der skal til, for at vi mener, at vi har en forsvarlig økonomi, der kan dække de krav folketinget stiller til kommunerne, og som borgerne rimeligt forventer det offentlige løser.

Samtidig med skattestoppet er der gennemført en række skattenedsættelser. Det er der sikkert mange der glæder sig over. Det er rart at man kunne have lidt mere til sig selv. Men vi er også mange, der godt ved at intet kommer af sig selv, undtagen lommeuld. At en skattenedsættelse skal finansers ved vel alle. Hvordan sker det så? Ja det sker jo ved at man udsulter den offentlige sektor, i særdeleshed kommunerne.

Det kan godt være at den borgerlige regering og Anders Fogh Rasmussen ikke har talt om minimalstaten siden de kom til magten i 2001.
Men jeg kan sige jer, at med den politik de fører over for den offentlige sektor, ja så er vi stærkt på vej mod minimalstaten.
Hvor enhver er sin egen lykkes smed. Hvor der vil opstå en lang række af private tilbud og ordninger.
Det er jo sådan at skulle der opstå et såkaldt ”tomrum” i den offentlige sektor. Ja så er der straks private der kan se at her kan der laves en god forretning, og dermed er parate til at påtage sig opgaven. Med deraf mere brugerbetaling.

Det er ikke en sådan udvikling SF ønsker. Det vi ønsker er, at skabe en tryg offentlig sektor der påtager sig de mange opgaver borgerne forventer vi skal løses i den kommunale verden.

Vi har brug for solidariske løsninger. Vi har brug for løsninger, der i dårlige tider tager sig særligt af vore udsatte: de ældre, de syge, og den igen stadig større flok uden arbejde.
Vi har brug for at give det bedste til vore skoler, til vore institutioner og til de personalegrupper, der er tæt på vore borgere.
Når I til kommunevalget stemmer på SF – hvilket jeg håber at rigtig mange vil gøre – så får I en byrådsgruppe der prioriterer de ældre.
Der kæmper for børnenes skoler og daginstitutioner. Der kæmper for miljøet, og for at mindske vort dyre energiforbrug.
Som kæmper for at gøre tilværelsen tålelig for vore syge og vore arbejdsløse.

I SF samarbejder vi gerne med alle, der deler vore synspunkter.
Vi er ikke ultimative i vore ønsker og krav, hverken på landsplan eller kommunalt. Men vi vil have indflydelse og ikke bare lægge stemmer til en politik andre vil diktere.
Det tror jeg også alle kan se med det gode samarbejde vi har skabt til Socialdemokraterne på landsplan, et samarbejde vi er enige om skal bruges lokalt.

Hvis I støtter op om disse enkle krav, så tror vi på en bedre fælles fremtid – også i Jammerbugt Kommune.

Derfor skal I stemme rødt – I skal stemme grønt – I skal stemme for solidaritet – og I skal stemme for et fælles ansvar for fremtiden.

Gør I det, så kan vi sammen starte en ny og bedre fremtid i Jammerbugt Kommune.

Rigtig god 1. Maj til Jer alle!